En enlig mor brænder sammen – historien bag EnligMor.dk Slået op i: enlig mor – Tags: , , ,

*Artiklen indeholder reklamelinks*

Hvorfor lavede jeg EnligMor.dk?

Jeg har aldrig fortalt her på siden, hvor hårdt jeg syntes, det var at være enlig mor. Jeg ville aldrig for noget i verden have undværet min søn, som jeg elsker af hele mit hjerte, men når jeg skal beskrive de 8 år, hvor jeg var enlig mor, så kan jeg gøre det i ét ord: benhårdt. (Og heldigvis også med så uendelig meget kærlighed til min søn. Ja, jeg ved det godt, det var flere ord.)

Det var faktisk også derfor, jeg besluttede mig for at lave denne her side. Det skete ud fra den tanke, at der måtte være andre enlige mødre derude, som også godt kunne bruge et godt råd og lidt opmuntring. Så egentlig lavede jeg bare den side, jeg så gerne ville have læst på, da jeg selv var alene. For der var tider, hvor jeg virkelig godt kunne have trængt til en tudekiks, lidt omsorg og et godt råd.

En efter-efterfødselsreaktion

Det værste var ikke, at min nyfødte søn havde kolik, eller at hans far forlod os, da han var et år. Det værste var heller ikke tiden efter, da jeg som enlig mor skulle lære at klare alting selv. Det værste var, da reaktionen på det hele væltede mig fem år efter.

Efter at have været to forældre i én, kæmpet med ensomhed, knoklet for at få økonomien til at hænge sammen så min søn ikke skulle mangle noget som børn i kernefamilier havde, taget mange opslidende kampe med min eks-mand, hængt i på en arbejdsplads med dårlig ledelse, følt at alt det, jeg gjorde, aldrig var nok – ja, så væltede stressen mig. Det var som at blive ramt af et tog.

I et halvt år kunne jeg knap nok tale. Jeg kunne stå op om morgenen, smøre en madpakke og sende sønnen af sted, og så var der ellers tankemylder og mareridtsagtige drømme resten af dagen. Det næste år gik med at samle stumperne af mig selv og min søn, der stadig taler om ”dengang du havde stress, mor”. Det var en hård tid, men heldigvis kom vi igennem det.

I månederne inden jeg mødte min dejlige kæreste, havde jeg endelig fundet fred i mit liv. Jeg havde fundet ro i, at hvis det bare var mig og min søn resten af livet, så skulle vi nok klare den. Jeg var endelig blevet glad for mit liv. Det var en styrke, som jeg stadig trækker på. At uanset hvad der sker, så kan jeg klare livet selv.

LÆS OGSÅ: Netværk for enlige mødre

Hvad var det så, der hjalp?

Vejen hen til at få et godt liv for mig og sønnen, var både ret svær og egentlig også helt ligetil. Det var nogle få, men ret fundamentale ting der skulle til, før jeg fik det bedre. Her kommer de:

  • At gå til psykolog
  • At min familie og mine venner var der for mig – altid!
  • At sønnen blev ældre og mere selvhjulpen
  • At acceptere at forholdet til min eks-mand aldrig ville blive anderledes
  • At droppe glansbilledet af hvordan en familie skal se ud
  • At sige NEJ! til alt det, der ikke er mit ansvar

Allermest hjalp det dog, at jeg begyndte at tage mig selv alvorligt. At gøre de ting, som jeg havde lyst til og leve livet, så det passede til mig. Ikke at efterleve andre folks forventninger til, hvordan jeg skal være. Jeg er holdt op med at prøve at få tingene til at se ”rigtige” ud. Jeg hader at gøre rent, jeg er født uden genet for pyntepuder og lysestager, og jeg deltager ikke i sociale sammenhænge, hvis jeg ikke har lyst. Jeg startede også mit eget forlag, og resten af mit liv skal bruges på at skrive så meget, jeg overhovedet kan nå, for det gør mig glad.

LÆS OGSÅ: Gør kun det, andre ikke kan gøre

Hvordan går det så i dag?

Jeg har et bånd til min søn, som er så stærkt. Jeg kender ham, som jeg kender få andre mennesker. Når jeg ser på ham, så bliver jeg simpelthen så stolt over, at vi klarede den. Han er sød, sjov og empatisk, klarer sig godt i skolen og har store drømme for fremtiden. Dét barn har jeg opdraget.

I dag kan jeg kigge på billeder fra hans barndom uden at begynde at græde. Jeg kunne ikke se det før, men i dag kan jeg også se alle de gode ting, der skete, uden at lade dem overskygge af det mørke, der ellers har ligget over de år. For vi havde det også vildt godt.

Mange af de små ture og ritualer, vi lavede dengang, dem har vi stadigvæk. Der er en lille anløbsplads nede ved havnen, hvor vi plejede at kigge på krabber, og der går vi stadig ned. Når han ikke lige skal ud med sine venner, så har vi også en fast fredagstradition med at gå på café og fejre, at det er blevet weekend.

Jeg skrev også om min kæreste før, for sådan en har jeg i dag. Faktisk mødte jeg ham, lige da jeg satte det sidste (foreløbige) punktum på EnligMor.dk. Jeg har holdt pause med at skrive på siden i et par år, for jeg havde lige et kærlighedsbatteri, der skulle tankes op, og det var han heldigvis mand for.<3

Nu er jeg dog gået i gang med at skrive igen. Der er stadig så mange ting, jeg gerne vil skrive om, både om de dejlige børn og dét at være enlig mor, men også om hvordan man møder ham den der kæreste og starter et nyt liv sammen med en mand.

Derfor er jeg begyndt at lave en ny omgang artikler til siden, og jeg håber, du vil læse med.

« Konfirmationshjælp
Hvad gemmer der sig bag den søde nissedør? 24 ideer til nissedrillerier »