Rugbrød med surdej

 

Rugbrød med surdej

Rugbrød med surdej

3 stk. Brødene holder sig friske længe, men kan sagtens fryses.

Det er vildt nemt at bage sit eget rugbrød, især hvis du skal have gang i ovnen alligevel, og det allerbedste brød er det, man selv bager! Og helt ærligt: 1 industrirugbrød uden smag koster ca. 15 kr., en brødblanding til 2 brød ca. 20 kr. – i denne opskrift er der kun brugt økologiske ingredienser, og du får 3 rugbrød for 30 kr. Dvs. en flad 10’er pr. stk. Og du ved præcis, hvad der er i.

Hvis du synes, det lyder vildt besværligt at skulle lave en surdej først, så kan du købe færdig surdej i alle helsekostforretninger, som forhandler bageriet Aurions produkter. Du kan også spørge i vennekredsen eller på arbejdet, om du kan få en klat surdej et sted.

Dag 1:

Ingredienser

3 dl. surdej
1 kg. knækkede rugkerner
100 g. rugmel
100 g. hvedemel
1,3 l. vand

Fremgangsmåde

Hæld alle ingredienserne i en skål og rør dem sammen med en grydeske i 5 minutter, eller brug røremaskinen hvis du har sådan en. Jeg advarer lige på forhånd om at bruge en håndmixer til rugbrødsdej; den brænder sammen!

Dæk skålen til med et rent viskestykke og lad den stå ved stuetemperatur til næste dag.

Dag 2:

Ingredienser

4 dl. lunkent vand
800 g. rugmel
2 spsk. salt
Evt. flere kerner

Fremgangsmåde

Ingredienserne tilsættes blandingen fra dagen før, og der røres længe i hånden eller på røremaskine. Dejen skal være fast i det, af samme konsistens som en sandkasse i regnvejr, men hvis den er helt tør og umulig at røre igennem, så tilsæt lidt mere vand. Tilsæt evt. flere kerner, hvis du synes, det skal til.

Husk at tage surdej fra, ca. 3 dl. Meget vigtigt, ellers skal du starte forfra igen næste gang. Pak det godt ind, gerne i et rent syltetøjsglas og opbevar det i køleskabet.

Kom rugbrødsdejen op i 3 smurte forme, f.eks. nogle der kan rumme 3,3 liter. Formene skal kun fyldes 2/3 op, for nu er det hæve-tid igen! Pensl overfladen med vand og prik små huller i dejen med en gaffel. Lad brødene hæve med et viskestykke over i 3 timer.

Brødene bages i halvanden time ved 175° varmluft, eller ved 180° almindelig ovnvarme. Bliv ved med at pensle med vand engang imellem, så brødene ikke slår revner. Hvis brødene er ved at blive sorte, så læg et stykke stanniol over.

Rugbrødene tages ud af formene med det samme og afkøles på en bagerist, ellers bliver de klæge. Brødene kan først skæres i skiver, når de er kølet helt af.