Prinsesselagkager

 

Prinsesselagkage

Prinsesselagkager

Ca. 6-7 stk. Lagkagebundene kan fryses.

Det er svært at finde lagkagebunde, der smager godt, eller i hvert fald bare ikke af citron, og hvis man finder dem, så er de vildt dyre. Det er til gengæld rigtig nemt at bage sine egne – du skal bare bruge en almindelig bageplade.

Ingredienser

Lagkagebunde:

2 æg
100 g. sukker
25 g. mel
25 g. kartoffelmel
1 tsk. bagepulver

½-1 tsk. sukker

Fyld:

2 dl. fløde
100 g. frosne hindbær
6 makroner, ca. 30 g.

Fremgangsmåde

Start med at tage hindbærrene til fyldet ud af fryseren, så de kan tø lidt op, mens du bager lagkagebundene. Pisk æggene med sukkeret, til det holder op med at knase. Mel, kartoffelmel og bagepulver kommes i gennem en sigte og vendes forsigtigt rundt i massen med en dejskraber.

Tænd ovnen på 230°. En bageplade beklædes med bagepapir, og dejen smøres ud i en firkant, ca. 25 gange 30 cm. Den bages på midterste rille i ca. 8 minutter. Fjern lagekagebunden fra den varme bageplade og lade den køle lidt af på en rist. Drys en smule sukker over i et fint, tyndt lag.

Imens gøres fyldet klar: pisk fløden, men ikke alt for stiv. Pisk de let optøede hindbær i sammen med makronerne, som knuses en smule, inden de kommes ned i skålen. NB! Bruger du købe-hindbær, skal du altid give dem et opkog og lade dem køle af, inden du rører dem i fløden.

Når bunden er kølet af, stikkes de små lagkagebunde ud med et glas. Hvis de skal fryses eller gemmes til næste dag, lægges de sammen med madpapir. Prinsesselagkagerne lægges sammen med fyld imellem bundene samt på toppen.

Kan evt. pyntes med sølvkugler, hjerter, krymmel eller andet prinsessehalløj.