Dating: Hvor finder du alle de gode mænd?

Hvor har alle de gode mænd gemt sig?

Selv om du synes, du har ledt alle vegne, så er det som om, alle de gode mænd er taget. Når du beder om hjælp hos dine par-venner, så siger de nok, som mange gør, at de har mødt hinanden i skolen eller på studiet. Det var en skæg tid, og hormonerne fløj rundt, som de faktisk også kan gøre på arbejdspladsen. Det kommer i øvrigt ind som nr. to på listen over de mest populære steder, hvor kæresteparrene har mødt hinanden, stærkt efterfulgt af venners venner.

Men hvad gør du, hvis du blev færdig med din uddannelse i sidste årtusinde og ikke planlægger en ny lige nu? Eller hvis der kun er kvinder på din arbejdsplads? Og du har mødt alle potentielle singler i vennernes vennekredse, og der heller ikke var noget interessant at kigge på der? Hvis du heller ikke har lyst til at forsøge dig med netdating – er alt håb så ude?

Hvis du vil finde, så må du lede

Men hvor finder man en ny mand, når halfesten er forbi, fredagsbaren er lukket og alle de gode mænd er taget? Du kan selvfølgelig gå i byen, men i længden er det ikke særlig sjovt at trawle barerne igennem i friweekenderne, når du nu egentlig hellere ville putte derhjemme med din søde kæreste.

Du bliver på en eller anden måde bare nødt til at lede efter ham. Han kommer ikke af sig selv. Der er dog mange andre steder, du kan møde de gode mænd, uden der nødvendigvis behøver at være alkohol og høj musik involveret.

Så fortvivl ikke, de er derude de gode mænd, de har bare gemt sig godt. Du bliver nødt til at lede nogle nye steder, og her kommer nogle rigtig gode forslag. Det her er steder, hvor man kan være sammen om et eller andet, uden at det nødvendigvis bliver det store kødmarked.

En liste med steder, hvor du kan møde de gode mænd

Bliv frivillig

God karma og dating i samme kurv – det kan kun blive godt! Måske møder du lige ikke din soulmate blandt pensionisterne i Kirkens Korshærs genbrugsbutikker. Der er heldigvis mange andre steder, der har brug for din hjælp – og hvor det vrimler med mænd. Har du overvejet: Hjemmeværnet, festivalmedhjælper, Dansk Røde Kors, eller en sportsklub? Se mere på: www.frivilligjob.dk

Højskoler

Hvis du gerne vil møde en mand, skal du ikke tage på en højskole, hvor der er kor og keramik på programmet. Men hvad med et sommerkursus for eksempel i Oure, www.oure.dk? Her er der sportsgrene for enhver smag, og om aftenen socialt samvær med de andre kursister. Har du børn, tilbyder stedet familiekurser, ligesom en lang række andre højskoler. Se www.hojskolerne.dk.

Aftenskoler

Måske er det en kliché, men ikke desto mindre er aftenskolekurser et godt sted at spotte mænd. Måske ikke lige til yoga og pileflet, men måske har du lyst til at lære et nyt sprog eller gå til foredrag?

Nørdeforeninger

Det er her, de er, de gode mænd. Hvis du ikke er til hjemmebryg i bryggerlauget, hvad så med: Liggecykelforeningen, computertræf, drageflyvning eller rollespil?

Sport

Endnu en klassiker, men ikke desto mindre en af de gode. Du får en lækker krop og kan kigge på mænd samtidig. Vær dog opmærksom på, at der er flere mænd til kajakroning end på Zumbaholdet, så spred dine kræfter.

Kokkeskole og andre weekendophold for singler

Det her er et af de mere geniale tilbud. Ud over al den lækre mad og vin, er der også socialt samvær og dans om aftenen.

Pakkerejser

Der er flere selskaber, der arrangerer singlerejser, klik på linket for at søge på Google. Eller hvad med en kulturrejse til Rom eller andre spændende steder. Hvis du undgår at rejse med selskaber, som primært henvender sig til det grå guld, kan du møde være heldig at møde en, der er lige så vild med at rejse som dig selv.

Singlegrupper på Facebook

Der er rigtig mange, nogle mere stuerene end andre. Gå op i søgefeltet og skriv single. Der kommer sandsynligvis en lokalgruppe frem, for eksempel Singler på Fyn med børn. Der er også store grupper for hele landet, blandt andet Singlelandet – Kærlighed og hygge. I singlegrupperne finder du måske ikke lige en kæreste, men her er der andre singler, som du kan gå ud med. Lav et opslag og spørg, om der er nogen, der vil med på eventyr.

Singlefester

Og ikke de der kedelige fester, hvor der står et dødssygt orkester og spiller op til dans for de hundredevis af lækre kvinder – og fire mænd. Nej, DIN singlefest. Den, som du holder, hvor du beder dine andre singlevenner om at tage deres singlevenner med.

Kom ud af sofaen i dine friweekender!

Så hvis du er træt af at sidde alene derhjemme og kede dig, når børnene er på samvær, så kom op af stolen. Prøv at gå ud uden noget andet formål end at få en ny mandlig bedste-ven. Det tager lidt af anspændelsen.

Fælles for alle aktiviteterne er også, at du kommer ud og laver noget, som er sjovt og spændende, hvilket er godt for dig og din livsglæde. I det hele taget er det en en win-win-situation, også selv om du ikke skulle møde Mr. Right. Men skulle han være der, så smil til ham. Gå hen og tal med ham, han er sikkert lige så genert som dig.

Læs Den lille bog om dating

I Den lille bog om dating er fuld af gode råd, øvelser og helt konkrete tips til, hvor du skal lede, og hvad du skal gøre for at finde din drømmemand. Læs blandt andet om netdating, venner der leger Kirsten Giftekniv, hvad du skal skrive i din profiltekst – og hvorfor du skal smide din tjekliste til din drømmemand ud. En kærlig guide til dating og viser dig vej til at finde den store kærlighed. Køb den her: Den lille bog om dating

Den lille bog om dating - Lou Noire