Annonce

Brusebadsboller

Brusebadsboller

Brusebadsboller

15 stk. Kan fryses.

De bedste ting i livet er gratis. Et kram af en blød barnearm, eller en rigtig god veninde, der deler en god opskrift, som gør livet lidt lettere. Dejen til brusebadsboller hæver natten over og giver friskbagte ciabatta-agtige boller om morgenen, uden man sådan for alvor behøver at løfte en finger. Der skal ikke engang æltes, det er bare: skål, hæld, rør. Hæv og sov, splat-splat-splat, bag!

Du vil se, hvad jeg mener om lidt.

Ingredienser

5 g. gær
Ca. 0,5 l. koldt vand
1 l. mel/korn/gryn/frø (f.eks. 7 dl. hvedemel, 2 dl. grahamsmel og 1 dl. havregryn)
1 tsk. salt
1 tsk. sukker eller 1 spsk. honning
1 dl. olie

Fremgangsmåde

Lige før sengetid:

Find en stor skål, meget større end du tror. Dejen hæver ret meget. Kom alle de tørre ingredienser samt olie i skålen. Du skal bruge ca. 0,5 liter vand til dejen. Kom lidt vand i af gangen, indtil dejen har samme konsistens som sand til et sandslot eller våd cement.

Rør godt og stil dejen ved stuetemperatur med et rent viskestykke over. Gå i seng – og sov godt!

Næste morgen:

Tænd ovnen på 225° varmluft, eller 250° almindelig ovn. Imens beklædes en bageplade med bagepapir, og dejen klaskes på med en grydeske til halvstore boller. Bollerne sprinkles med vand og kommes direkte i ovnen. Hvis du bager dem ved almindelig ovntemperatur, så skal pladen stå på øverste rille.

Bollerne er færdige efter ca. 20 minutter. Det skal lyde hult, når du banker på dem i bunden.

Godmorgen!

P.S. Bollerne bliver ikke så høje og er derfor også gode som sandwichboller til madpakken.

Gem



Klik her for flere artikler!

Køb bøger fra shoppen

Annonce