Utilstrækkelighed Slået op i: enlig mor – Tags: , ,

*Artiklen indeholder reklamelinks*

Annonce

Det er ikke sårbarheden eller alle de mærkelige spørgsmål, der er det rigtig svære. Heller ikke den konstante planlægning, at huske at lave ekstra mad til de dage, hvor der er fritidsaktiviteter, der er hårdt. Altid at være den, der tager alle diskussionerne eller altid skulle hente inden lukketid i institutionen. Det, der virkelig kan trække tænder ud, det er at gøre det igen og igen. Altid at tænke logistik. At rejse sig fra sengen om morgenen, selv om man egentlig mest har lyst til at begrave sig selv ud i haven. At der bare ikke er nogen, der lige kan tage over. Nogle gange kan det faktisk føles som at være i isolationsfængsel, fordi du bare skal være hjemme aften efter aften.

Og her er det så, at folk føler, at det er helt okay at give et godt råd eller trehundrede med på vejen. Råd, som ikke kom, dengang der var to forældre, som skændtes, så taget var ved at falde ned. Du må gerne sparke den næste over skinnebenet, som klapper dig på skulderen og fortæller, at det hele nok skal gå, bare du tænker positivt. Nogle ting kan bare ikke fikses med mindfulness og taknemmelighedsdagbøger, hvor du takker for alt det gode i dit liv. Nogle gange er det hele nemlig bare noget lort, og det må du gerne sige højt.

Folk i forhold har f.eks. noget, som enlige mødre ikke har: en nødbremse. For dem er det muligt at sige: “Skat, jeg er ved at brænde sammen. De næste timer er børnene dine, du kan finde mig på sofaen.” Når man er alene med ansvaret for børnene, så er den mulighed ikke tilstede. Du skal give omsorg og kærlighed til dine børn 24/7, også selv om du er ved at gå op i limningen af træthed og stress. Og det er der meget sjældent nogle, der kan.

Som enlig mor hurtigt kan føle sig meget utilstrækkelig. Tingene kan ikke bare køre som i et hjem med to forældre, du bliver hurtigere træt, ja, der bliver skåret hjørner, og nej, børnene har ikke opmærksomheden fra to forældre. Det er svært at blive målt ud fra almindelige familiers målestok, når man er alene om børn. Det er utaknemmeligt at kæmpe for at få det hele til at se normalt ud, når det nu ikke er det. Der er f.eks. ikke to indtægter, kun én, så der vil bare aldrig være råd til det samme.

Nogle mennesker vil også bedømme barnets opførsel på, om du er alene med det. Og alle handlinger med det bliver også vejet på den store parforholds-vægtskål. Bliver han ikke lidt sær af at gå alene med dig? Er det nu sundt, at han sover inde hos dig så tit? Man kan godt høre, at han taler rigtig meget med dig… Nogle vil med al sandsynlighed også fortælle dig, at dit ban tager skade af at vokse op uden en far. Bed dem om at gå på dating.dk og se, om de ville finde udvalget interessant. Forklar dem, at indtil du finder en mand, som du har lyst til at være sammen med, så må dit barn desværre tage til takke med det, du kan tilbyde – og at det faktisk også er godt nok.

Man er sårbar, når man er alene, og andre menneskers kommentarer, berettigede eller ej, slår hårdt. Det er nemt at være usikker, når der ikke lige er en anden voksen at vende problemstillingen med. Egentlig er det også noget mærkeligt noget, sådan at dømme andre: medmindre der er tale om decideret omsorgssvigt, så er der ingen grund til at gå rundt og fortælle andre mennesker, hvordan de skal være forældre. Når familie, venner eller helt fremmede stiller sig op og spiller kloge, så kan du passende bede dem om at bytte liv med dig en uges tid. Eller spørge, hvordan deres eget sexliv egentlig går og har det.

”Don’t read beauty magazines, they will only make you feel ugly”, sagde Baz Luhrmann engang. Det er sandt, men hold også lidt igen med familiemagasiner og bøger om børneopdragelse. Du får alligevel kun dårlig samvittighed ud af det. Du kan bare ikke gøre det samme eller få det til at se lige så lækkert ud som i en gennemsnitlig, dansk kernefamilie med to voksne og to indtægter. Det er nemt at få stress, når man er alenemor. Lad være med at prøve at lege Supermor og insistere på at vise verden, at det kan du da sagtens, og endda endnu bedre end alle andre.

Hvis du har et job, du er glad for, og som giver dig den fleksibilitet, du skal bruge for at få tingene til at køre, så sæt pris på det. Du behøver ikke at sige ja til ekstraarbejde og forfremmelser, heller ikke selv om du bliver rost for din dygtighed. Det er vigtigt, at du ikke har alt for travlt både på jobbet og derhjemme – det kan man nemlig ikke samtidig. Der bliver nødt til at være et af stederne, hvor der er ro på, hvor man så kan samle energi til det andet sted.

Når du er alene, så er det så vigtigt, at du lærer at rationere din energi. Der skal være overskud til det hele, og især til dig. Hvis du ikke er glad, så er dine børn det heller ikke. Så kort kan det siges. De kan mærke det, hvor godt du end prøver at skjule det. Det er som i flyet: du skal tage iltmasken på før dine børn, for hvis du ikke også passer på dig selv, så er du ikke i stand til at tage dig af dem.

Hvis du er enlig mor på fuld tid, hvor mor også er far, er det kun endnu vigtigere, at du også engang imellem får et pusterum, hvor du bare kan være dig. Hvis dine børn ikke ser deres far, så find nogle andre, der kan tage over en gang imellem. Det kan f.eks. være:

  • Familie eller venner
  • En reservebedstemor
  • Voksenven.dk
  • En barnepige (spørg efter anbefalinger i dit netværk eller i barnets institution)
  • Soveaftaler hos kammeraterne

Der skal mere til end almindelig udbrændthed for at få sine børn i offentlige aflastningstilbud, og i stedet for at blande socialforvaltningen ind i dit liv med det samme, så prøv at spørge i dit netværk, om der er nogen, der har lyst til at hjælpe dig på fast basis. Måske har du en onkel eller tante, som ikke ser deres egne børnebørn, og som vil knuselske dine, måske er der, som her, en familie med ekstra meget hjerterum. Hvis du er ved at være der, hvor du vil give din højre arm for lidt alene-tid, så må du finde hjælpen et sted. Du skal have ladet de batterier op, især og også for dine børns skyld!




Annonce

« Hvad gør dig glad?
Elevatortalen: Hvad svarer du på andres nysgerrige spørgsmål? »